Hvor meget din el- og varmeregning stiger afhænger af, hvilket elprodukt og hvilken varmekilde du har.
Sparenergi.dk's beregninger viser, at den gennemsnitlige elpris i efteråret 2021 har været på cirka 2,5 kr./kWh. I forhold til 2020-priser betyder det en prisstigning på godt 25 procent.
Hvor meget din varmeregning vil stige afhænger af, hvordan dit hus bliver varmet op. De høje energipriser rammer især folk, der opvarmer deres bolig med naturgas, olie og traditionel elvarme.
En varmepumpe er mere energieffektiv
Har du en varmepumpe, vil du opleve en mindre stigning, da den er langt mere energieffektiv end traditionel elvarme, naturgas og olie. Opvarmer du din bolig med fjernvarme, vil din pris afhænge af, hvilke energikilder der bruges til at producere fjernvarmen. Bor du i et område, hvor fjernvarmen primært produceres af naturgas, vil du derfor også kunne opleve prisstigninger.
Hos Energi Fyn får vi mange spørgsmål fra kunder, der er i tvivl, om det økonomisk kan betale sig at vælge en varmepumpe, når prisen på el er steget, som den er.
Da prisen på gas er steget mere end prisen på el, og en varmepumpe er langt mere energieffektiv og afgiver tre til fire gange så meget varme i forhold til dens elforbrug, er det på trods af de høje elpriser, fortsat en god forretning at anskaffe sig en varmepumpe. Og det vil det med al sandsynlighed også være i fremtiden, da prisen på el og gas ofte følges ad, og der vil komme øgede afgifter på gas de kommende år.
Prisen på gas er steget mere end prisen på el, og en varmepumpe er langt mere energieffektiv og afgiver tre til fire gange så meget varme i forhold til dens elforbrug. Derfor er det på trods af de høje elpriser, fortsat en god forretning at anskaffe sig en varmepumpe.
Husk at få reduktion i elafgiften
Opvarmer du mere end 50 procent af din bolig eller dit sommerhus med en varmepumpe, skal du huske, at du kan få reduktion i elafgiften på dit forbrug over 4.000 kWh. Det betyder, at du på den del af dit elforbrug, der overstiger 4.000 kWh om året, sparer 111,5 øre i elafgift inkl. moms. Et typisk årligt elforbrug til en varmepumpe ligger på mellem 4.000 og 8.000 kWh afhængig af varmepumpetypen, boligens størrelse og øvrige forhold.
Læs mere om reduktion i elafgiften
Søg om tilskud til en varmepumpe
Energistyrelsen giver gennem Bygningspuljen tilskud til at skifte pille-, olie- eller gasfyr ud med en varmepumpe.
Puljen er opdelt i tre ansøgningsrunder om året, og der gives tilsagn om tilskud efter først-til-mølle-princippet. Næste ansøgningsrunde forventes at åbne i første kvartal 2022.
Husk at du ikke må indgå en bindende aftale med en leverandør, før du har fået tilsagn om energitilskuddet.
Læs mere om tilskud til en varmepumpe
Afkoblingsordning
Skifter du fra opvarmning med naturgas til en varmepumpe, skal dit gasstik frakobles. Det kan du også få tilskud til gennem afkoblingsordningen.
Spar penge og øg din boligs værdi
Med en varmepumpe får du en løsning, som både sparer dig penge på dit varmeforbrug og skåner miljøet sammenlignet med for eksempel olie- og gasfyr. En veldimensioneret varmepumpe forventes at have en levetid på minimum 20 år, og vores beregninger viser, at udgifterne til en varmepumpe typisk vil være tjent ind i løbet af 6-10 år, når man indregner reduktion i elafgiften og energitilskuddet.
Husk også, at en varmepumpe vil øge værdien af din bolig og have positiv indflydelse på beregningen af din boligs energimærke, hvilket både kan gøre det lettere at sælge dit hus og øge salgsprisen.
Hvis du overvejer at få installeret en varmepumpe, kan du med vores beregner få et vejledende billede af de økonomiske og praktiske fordele, som du kan opnå ved at skifte din nuværende opvarmningsform ud med en varmepumpe. Beregneren er gratis at benytte og tager kun få minutter.
Køb din varmepumpe hos Energi Fyn
Vi tilbyder gratis rådgivning, hvor vores varmepumpespecialister vejleder dig om tilskudsmuligheder, finansiering og valg af varmepumpe. Og vi udarbejder et konkret tilbud på en varmepumpe, der passer til din bolig.
