<iframe src="/scm.html?id=GTM-58DL2QS" height="0" width="0" style="display:none;visibility:hidden" title="gtm"></iframe>
Nyheder Munkebo Miniby 2020

Lindø Vindmøllepulje støtter Munkebo Miniby

Der er stor glæde hos Munkebo Miniby. Lindø Vindmøllepulje støtter nemlig i år turistattraktionen med midler, der skal bruges til at opføre et nyt legeområde til de mindste besøgende.

Munkebo Miniby, der for første gang slog dørene op for besøgende tilbage i 1996, er en attraktion for lokale såvel som turister. Foreningen, der drives af passionerede frivillige og ulønnede seniorer, kan nu se frem til at modtage 18.000 kr. fra Lindø Vindmøllepulje. En økonomisk støtte, der giver Munkebo Miniby og formand Arne Kristiansen helt nye muligheder.

Støtten fra Lindø Vindmøllepulje gør det muligt for os at udvide og bygge et legeområde til vores mindste besøgende. Planen er at bygge en sandkasse med legeredskaber og byggeklodser, så børnene selv kan prøve kræfter med at bygge en miniby.

Arne Kristiansen, formand for Munkebo Miniby

Munkeby Miniby er en kopi af landsbyen Munkebo år 1956, umiddelbart før byen blev forvandlet til værftsby. De cirka 100 huse i byen er håndlavede i eget værksted og der er kræset ned til mindste detalje. Udover udstillingen af husene findes der en række plancher, der fortæller om Munkebos interessante historie fra fortid til nutid.

Lokal støtte

Hvert år uddeler Lindø Vindmøllepulje midler til udvikling af lokalområdet i og omkring Munkebo i en radius af 4,5 km fra de tre vindmøller på LINDØ port of ODENSE, som Energi Fyn ejer. 0,5 procent af den samlede årsomsætning, som Energi Fyn har på salg af el fra vindmøllerne, udbetales til udvikling af projekter i lokalområdet.

Det betyder, at der i år kan uddeles 83.266 kr. og komitéen for Lindø Vindmøllepulje har i år besluttet, at midlerne skal fordeles mellem flere forskellige projekter, heriblandt Munkebo Miniby.

Vi vil gerne udbrede kendskabet til alt det, Munkebo rummer, og bakke op om de mange lokale ildsjæle, der findes i området. Derfor har vi i år bl.a. valgt at støtte Munkebo Miniby med 18.000 kr. Det er ikke kun Minibyen i sig selv, men også det sociale samvær i foreningen, vi støtter.

Egon Gaarde, formand for Vindmøllepuljekomitéen
Nyheder Munkebo Miniby 2020

En mere attraktiv Miniby

Munkebo Miniby håber, at den med det nye legehjørne kan tiltrække et større publikum og nå ud til en bredere skare af mennesker.

Vi er utrolig glade for støtten fra Lindø Vindmøllepulje, da det giver os mulighed for at gøre Munkebo Miniby mere attraktiv for vores besøgende. Uden de 18.000 kr. ville vi ikke kunne føre de nye initiativer ud i livet.

Arne Kristiansen, formand for Munkebo Miniby

I forbindelse med opbyggelsen af legeområdet ønsker Munkebo Miniby på sigt at få udarbejdet nogle plancher, der fortæller Munkebos historie i børnehøjde. Munkeby Miniby kan desuden næste år fejre 25-års jubilæum. 

Udover Munkebo Miniby går dette års midler til:

Lindø Concertband

Lindø Concertband modtager 8.000 kroner til afholdelse af deres 60 års jubilæumsreception den 7. februar 2021 og til efterfølgende jubilæumskoncert den 14. marts 2021. Lindøorkesteret startede på Lindøværftet i 1961 og holdt til der, indtil værftet lukkede i 2012. Siden har orkesteret haft øvelokale på Troelskærskolen og spiller jævnligt til forskellige lokale arrangementer.

Munkebo hundepark

Hundeparken modtager 3000 kroner til indkøb af en havetraktor. Hundeparken bruges dagligt af omkring 370 brugere. For nogle år siden holdt kommunen op med at klippe græsset og vedligeholde parken, og siden da har frivillige slået græsset med en gammel havetraktor, der blev samlet ind til på Facebook.

Munkebo Skibslaug

Munkebo Skibslaug modtager 10.000 kroner til et elektrisk spil til optræk af både. Formålet med Munkebo Skibslaug er at give børn og voksne en oplevelse på havet. Lauget sejler primært i Kertinge Nor og Odense Fjord og har blandt andet tradition for at sejle med børnehavebørn og skolebørn. Hidtil er båden blevet trukket op med et håndspil, men kræfterne hos medlemmerne er ikke længere tilstrækkelige.

Munkebo Bakkes venner

Munkebo Bakkes venner modtager 15.000 kroner til et udsigtskamera på Munkebo Bakke. Kameraet skal erstatte et 10 år gammelt kamera og bidrage til, at så mange som muligt kan få glæde af de mange ting og oplevelser, der sker på Munkebo bakke og i Munkebo.

Bregnør Bådelaug

Bregnør Bådelaug modtager 8.000 kroner til indkøb og opsætning af en luft-til-luft varmepumpe i laugets klubhus på havnen i Bregnør Fiskerleje. Huset fungerer som forsamlingshus og bruges flittigt som ramme for alt fra foreningsmøder til sangaftener og familiefester. Bygningen blev opført for 20 år siden af frivillig arbejdskraft og er ejet af Bregnør Bådelaug.

Munkebo Sejl- og Roklub

Munkebo Sejl- og Roklub modtager 10.000 kroner til to nye kajakker. Klubben har cirka 80 medlemmer og kun 8 kajakker, der i dag er stor rift om.

Munkebos Gæve Pensionister

Munkebos Gæve Pensionister modtager 8.000 kroner til materialer, nyanskaffelser og diverse fornødenheder. Munkebos Gæve Pensionister er en gruppe pensionister, der arbejder med opgaver og projekter, som er til gavn og glæde for borgerne i Munkebo. Det kan være reetablering af eksisterende elementer som skulpturer, historiske bygninger, huse og legeredskaber. Pengene skal blandt andet bruges til geografiske oversigtskort til tårnet på Munkebo Bakke og informationstavler til Munkebostien og Kløverstierne.   

Fakta om Lindø Vindmøllepulje:

  • Energi Fyn har afsat en pulje på 0,5 procent af den årsomsætning, Energi Fyn har på salg af el fra de tre vindmøller, som selskabet ejer og driver på LINDØ port of ODENSE.
  • Midlerne fra Lindø Vindmøllepulje bruges til udvikling af lokalområdet i og omkring Munkebo indenfor en radius af 4,5 km. fra de tre vindmøller. Udvikling vedrørende energioptimering, energibesparelse, kultur, miljø og natur har fortrinsret.
  • En komité indhenter forslag og træffer beslutninger om hvilke forslag, der får udbetalt midler fra Vindmøllepuljen. Komitéen består af i alt fem personer, som udgøres af tre repræsentanter fra lokalsamfundet udpeget af Lindø Vindmøllelaug I/S samt to repræsentanter udpeget af Energi Fyn.

Læs mere om Vindmøllepuljen

Seneste nyt fra Energi Fyn

Fondsmodtagere 2024 850X600
Presse

Energi Fyns fonde støtter lokale fællesskaber og udviklingsprojekter

Energi Fyns to fonde har netop uddelt fondsmidler til 30 fynske foreninger, virksomheder og forskere, der alle medvirker til at skabe fællesskab og udvikling på Fyn. Samlet uddeler fondene i år 2,5 millioner kroner.
Læs presse­meddelelsen
El Solceller 850X600
Presse

Solcelleejere kan gå glip af betaling for deres overskudsstrøm

Det er blevet populært at opsætte solceller og producere sin egen, grønne strøm, der giver en lavere elregning. Men reglerne kan være komplekse at sætte sig ind i, og mange solcelleejere er ikke klar over, at de faktisk kan få penge for den strøm, som de ikke selv bruger. Det gælder både private og virksomheder.
Læs presse­meddelelsen
Fynsksupport Hojby 850X600
Presse

Energi Fyn sender rekordstore checks til foreninger på Fyn

Netop nu sender Energi Fyn checks ud til over 600 lokale foreninger på Fyn. I år skal et rekordstort beløb afsted. Hele 1,7 millioner kroner, hvilket er en stigning på 30% i forhold til sidste år.
Læs presse­meddelelsen
Klimavenlig strøm - Hvilket produkt skal jeg vælge?
Klumme

Sommertariffen giver dig en lavere elregning

Vi har taget hul på foråret og lige om lidt skriver vi 1. april. Det betyder, at vi kan se frem til en lavere elregning. 1. april går de fleste af landets netselskaber nemlig over til at opkræve sommertariffer, og det betyder faktisk, at nettariffen mange steder halveres i de perioder, hvor de fleste af os bruger mest strøm.
Læs klummen
Fiber Sæt Siddende Personer Ben Og PC Mobil Og Ipad Synlig 2020
Nyhed

Vælg MaxSpeed på Energi Fyns fibernet

Nu kan 100.000 fynske andelshavere med fibernet fra Energi Fyn vælge lynhurtigt internet fra Telenors produkt MaxSpeed.
Læs nyheden
Nyheder Transformerstation 2021
Presse

Markante udbygninger af elnettet på Fyn

Elforsyningsnettet på Fyn bliver udbygget markant i løbet af de kommende år. Alene i løbet af de næste 3 år forventer Energi Fyns datterselskab Vores Elnet at opføre minimum 8 nye 60/10 kV transformerstationer.
Læs presse­meddelelsen
Om Energi Fyn Domicil Facade Bygning Vinduer 2020
Presse

Energi Fyn leverer et godt og nødvendigt årsresultat

Energi Fyns repræsentantskab har i dag godkendt selskabets årsrapport for 2023. Energi Fyn kommer ud af 2023 med det bedste regnskab i koncernens historie. Det er et resultat, der gør det muligt for Energi Fyn at investere i og fremtidssikre el- og fibernettet til gavn for koncernens fynske andelshavere og til gavn for den grønne omstilling.
Læs presse­meddelelsen