Vælg en terrassevarmer med et lavt energiforbrug
Vil du gerne supplere tæpper og tykke trøjer med en terrassevarmer, så kan det godt betale sig at undersøge markedet nærmere. Der er nemlig stor forskel på, hvad det koster at have de forskellige terrassevarmere tændt, og hvor meget de belaster miljøet.
Ifølge SparEnergi.dk kan det bedst betale sig at gå efter en terrassevarmer, der bruger el. Den er langt billigere at bruge og udleder mindre CO2 i forhold til en gasopvarmet terrassevarmer.
Vælger du en elopvarmet terrassevarmer med infrarød stråling frem for reflektorvarme, er der yderligere at spare, da den kun opvarmer det, som dens stråler rammer, og derfor ikke varmer luften op.
Uanset om du vælger en gas- eller elopvarmet terrassevarmer, så er det en god idé at placer den på fliser og i læ af en væg. Det kan også være en idé at overdække terrassen, da det giver læ og holder på varmen.
Læs mere om terrassevarmere hos SparEnergi.dk
Tjek dine haveredskaber
Når du nu er i gang med at kigge på energiforbruget udendørs, så kan du med fordel også tjekke op på haveredskaberne i skuret. Mange har for eksempel en benzindreven plæneklipper stående. Den kan med fordel skiftes ud med en eldreven plæneklipper, en robotplæneklipper eller en helt simpel håndskubber.
Hvis du er på udkig efter nye haveredskaber, er det generelt en god idé at se på, hvor mange watt redskabet bruger, hvor lang tid det tager at lade det op, og hvor lang rækkevidde det har.
Man kan også gå sammen med ens naboer og dele haveredskaber. Ofte er det begrænset, hvor meget vi bruger vores haveredskaber, og hvis vi deler dem med naboerne eller andre giver det både gevinst for os selv og miljøet.
Få flere tips til energivenlige haveredskaber
Energivenlig udendørs belysning
Du kan med fordel også gennemgå din udendørs belysning, så der er LED pærer i alle udendørslamper. LED pærer påvirkes ikke af minusgrader og er især velegnede til steder, hvor lyset er tændt i længere tid som for eksempel ved hoveddøren eller i carporten.
Du kan også bruge nogle af de mange solcellelamper, som findes på markedet, til at få lys og hygge udendørs. Lamperne er drevet af genopladelige batterier, som i dagtimerne oplades ved hjælp af solceller. De kræver ikke tilslutning til elnettet og er nemme at flytte rundt.
Der sker løbende en stor udvikling inden for både solcelle- og batteriteknologien. Det betyder, at solcellelamperne hele tiden bliver bedre og anvendelsesmulighederne bliver stadig flere.