Det seneste år har vi hørt og læst meget om høje og meget svingende priser på el og gas, men nu ser det endelig ud til, at energimarkedet er blevet mere stabilt, og prisen på el ligger nu på et niveau, der svarer til prisniveauet i første kvartal 2022.
Det glæder kommerciel direktør Finn Andersen:
- Der er ingen tvivl om, at 2022 var et vanskeligt år i energibranchen, men gennem de seneste måneder har vi heldigvis oplevet, at prisen på el er faldet til samme niveau som sidste vinter. Det er glædeligt, at vi nu efter en periode med meget høje priser kan skære hele 60 procent af prisen på KvartalsEl, siger Finn Andersen og forklarer, at prisen på KvartalsEl ændres fra 4,07 kr/kWh i 1. kvartal 2023 til 1,64 kr/kWh i det kvartal, vi tager hul på i morgen.
Det betyder, at vi nu kan tilbyde vores kunder KvartalsEl til en pris, som er meget tæt på prisen i 1. kvartal 2022. Priserne er dermed nede på et helt andet niveau, end vi har oplevet det sidste halve år.
Har man KvartalsEl, er ens pris fast i et kvartal ad gangen. Den strøm, som Energi Fyn sælger som KvartalsEl, opkøbes løbende i kvartalet før. Det betyder, at prisen på KvartalsEl afspejler markedsprisen på el, og har markedsprisen været høj i kvartalet før, vil prisen på KvartalsEl blive høj. Har markedsprisen på el derimod været lav i kvartalet før, som det er tilfældet nu, vil prisen på KvartalsEl blive lav.
Hvilken elaftale skal man vælge?
Som elkunde kan man vælge mellem tre typer af elaftaler.
En elaftale, hvor prisen er låst fast i et kvartal ad gangen - som fx KvartalsEl.
En elaftale, hvor prisen følger spotprisen på el og ændrer sig hver time.
Og en elaftale, hvor halvdelen af ens forbrug hver time bliver afregnet til en fast kvartalspris, mens den anden halvdel afregnes til en variabel pris.
Ifølge Finn Andersen er der fordele ved alle typer af elaftaler, og det er op til én selv at vælge, hvad der passer bedst til ens behov og vaner.
Vil man gerne have trygheden og kende sin pris, er en elaftale med en fastpris det rigtige valg.
Hvis man derimod gerne vil have fordelene ved en elpris, der stiger og falder i takt med markedsprisen, kan man med fordel vælge en elaftale med variabel pris.
Vil man gerne udnytte prissvingningerne, men undgå alt for store udsving, så er en elaftale med en kombineret pris som KombiEl det mest oplagte valg, forklarer Finn Andersen.
Det er ganske nemt at skifte elaftale her på siden.
Vi har gjort det nemt for kunderne at skifte elaftale og afregningsform på vores hjemmeside. Her kan man også se elprisen og en sammenligning af prisen på vores forskellige elaftale. Jeg vil også anbefale vores kunder at benytte vores app, hvor man nemt kan se elprisen samt nettariffer det kommende døgn.
Sammenlign prisen på vores elprodukter
Grafen her sammenligner prisen for markedsel i Vestdanmark for henholdsvis FynskSupportEl/SpotEl/NaturEl Variabel (variabel pris) og KvartalsEl (fastpris).
I tillæg til prisen kommer blandt andet abonnement, transportbetaling, Energinets net- og systemtarif, PSO og afgifter.
Opdateret 31. marts 2023
