Bor du i et område, hvor der er fjernvarme eller planer om at etablere det, er det en god idé at blive koblet på fjernvarmenettet. Fjernvarme er generelt billigt og klimavenligt og kræver minimal vedligeholdelse. Du kan se på SparEnergi.dk, om der er fjernvarme på vej i dit område.
Er der ikke fjernvarme eller planer om at etablere fjernvarme i dit område, giver det rigtig god mening at overveje en varmepumpe.
En miljøvenlig varmekilde
En varmepumpe er en miljøvenlig varmekilde, som egner sig særligt godt til områder uden fjernvarme. Den er langt mere energieffektiv og afgiver tre til fire gange så meget varme i forhold til dens elforbrug. Med en varmepumpe får du en løsning, som både sparer dig for penge på dit varmeforbrug og skåner miljøet sammenlignet med for eksempel olie- og gasfyr.
Køb eller abonnement?
Overvejer du at skifte din nuværende opvarmningsform ud med en varmepumpe, er der overordnet to muligheder, du kan vælge imellem: Du kan enten vælge at købe din varmepumpe, eller du kan vælge at få en varmepumpe på abonnement.
Vælger du at købe din varmepumpe, skal du regne med, at en luft til vand-varmepumpe til et gennemsnitligt enfamiliehus vil koste fra 125.000 kr. inkl. installation. Prisen afhænger af din boligs størrelse og af varmepumpens størrelse og type. Vores beregninger viser, at udgifterne til en varmepumpe typisk vil være tjent ind i løbet af 8-13 år, når man indregner reduktion i elafgiften, tilskud fra Varmepumpepuljen og bankernes finansieringsmuligheder.
Ønsker du ikke selv at investere i en varmepumpe, kan du vælge en varmepumpe på abonnement. Her betaler du et engangsbeløb for oprettelse, et månedligt abonnement samt betaling for dit elforbrug. Du behøver ikke sætte dig ind i teknologien og skal ikke bekymre dig om drift og service, da det er inkluderet i dit abonnement. Vælger du en abonnementsløsning, er det vigtigt, at du er opmærksom på bindingsperioden og sætte dig ind i, hvad det koster at komme ud af aftalen.
På sigt giver det den bedste økonomi at eje sin varmepumpe. Men abonnementsløsningen gør det nemt at komme i gang med en ny varmeforsyning, uden at du skal lægge et større beløb til køb fra start. Hvorvidt køb eller abonnement er det rette valg for dig, kommer an på dine behov og ønsker.
Vi har samlet en masse viden om de forskellige løsninger og finansieringsmuligheder, som kan hjælpe dig med at afklare, hvad der er det rette valg for dig.
Læs mere om de forskellige løsninger og finansieringsmuligheder
Brug Afkoblingsordningen og Varmepumpepuljen
Siden den 18. januar har gasfyrsejere kunnet søge Afkoblingsordningen, der giver mulighed for at få afkoblet et gasfyr uden at betale de gebyr, der ellers skal dække afkoblingen af gasfyret. Desuden forventes Varmepumpepuljen at åbne igen i løbet af foråret.
På Sparenergi.dk kan du læse mere om valg af forskellige opvarmningsformer.
Hvis du overvejer at få installeret en varmepumpe, kan du få et vejledende billede af de økonomiske og praktiske fordele, som du kan opnå ved at skifte din nuværende opvarmningsform ud med en varmepumpe i vores varmepumpeberegner. Beregneren er gratis at benytte og tager kun få minutter.