Brug LED
Skifter du til LED-belysning, er der penge at spare. LED bruger cirka 80 procent mindre strøm end glødepærer og holder typisk 25 gange længere. Det er også en god idé at bruge et tænd/sluk ur, så for eksempel jule- og vinterbelysningen kun er tændt, når der er nogen, der har glæde af det.
Spar på strømmen i køkkenet
Du kan med fordel tø maden op i køleskabet. For hvert kilo kød, du tør op i køleskabet, kan køleskabet spare på energi svarende til cirka en times gratis strøm for dig. Du skal blot huske at tage maden ud af fryseren i god tid inden tilberedning.
Hvis du udnytter ovnens for- og eftervarme, er der også penge at spare. Sæt maden ind i ovnen, allerede når du tænder den og sluk den cirka 15 minutter før, du ellers ville have gjort. For grydernes vedkommende kan du også med fordel udnytte eftervarmen på kogepladerne ved at slukke et par minutter før, du ellers ville have gjort.
Brug et gammelt trick og lav risengrøden færdig i sengen. Den skal blot koges godt op og så ind under dynen i et par timer. Så er den klar til at spise.
Udnyt også kulden udenfor og køl resterne af maden ned udenfor, inden du kommer dem i køleskabet eller fryseren.
Hold øje med dine radiatorer
Hold en ensartet temperatur i hele huset. Brug altid alle radiatorer i et rum og indstil dem ens, så du udnytter varmen mest hensigtsmæssigt. Den ideelle temperatur i de fleste opholdsrum er 21 grader. For hver grad, du hæver temperaturen, stiger dit varmeforbrug med cirka fem procent, så det kan godt betale sig at holde øje med temperaturen og bruge lidt tid på at indstille radiatorerne korrekt.
Hvis du gerne vil have det køligere i et rum, er det vigtigt, at du holder døren ind til rummet lukket. Du bør dog aldrig sænke temperaturen til under 14 grader, da en køligere temperatur kan give kondens og problemer med fugt og skimmel.
Sænker du temperaturen om natten, eller når du ikke er hjemme i løbet af dagen, bør du desuden ikke sænke temperaturen med mere end tre grader, da det vil kræve mere energi efterfølgende, når huset skal varmes op igen.
Luft ud
Lav gennemtræk i 5-10 minutter to gange om dagen. Så får du et bedre indeklima, og dit energiforbrug nedsættes. Husk at lukke for varmen, mens du lufter ud.
Tips til at lufte ud og få et bedre indeklima
Sluk på kontakten
10 procent af vores samlede strømforbrug går til standbystrøm. Ved at slukke på kontakten, når du ikke bruger for eksempel tv, spillekonsol og radio, er der mange penge at spare.
Tjek om din varmtvandsbeholder er indstillet korrekt
Den optimale temperatur er 55 grader. Ved den temperatur er vandet varmt nok til at slå bakterier ihjel.
Er temperaturen højere, bruger du unødigt meget energi, og der udskilles mere kalk.
Du kan tjekke, om temperaturen er korrekt ved at måle temperaturen på det varme vand fra den vandhane, der er længst væk fra varmtvandsbeholderen. Temperaturen skal her være 50 grader.
Udskift cirkulationspumpen, hvis den er forældet
Hvis du har en cirkulationspumpe, er det en god idé at tjekke, om den er forældet.
Cirkulationspumpen sender det varme vand rundt i dine radiatorer eller i slangerne til din gulvvarme. Den sidder typisk ved dit varmeanlæg eller i forbindelse med din gulvvarme. Vær opmærksom på, at du kan have flere cirkulationspumper.
En nyere cirkulationspumpe tilpasser sig boligens svingende behov og bruger for cirka 200 kroner strøm om året, mens en gammel pumpe - der kører for fuld kraft hele tiden - kan bruge strøm for helt op til 900 kroner om året.