<iframe src="/scm.html?id=GTM-58DL2QS" height="0" width="0" style="display:none;visibility:hidden" title="gtm"></iframe>
Energiraadgivning Rejseadapter 2020

Husk den rigtige strøm, når du rejser

Se hvilken rejseadapter du skal have med, når du rejser til udlandet.

Hvilken rejseadapter skal jeg have med?

De fleste af os medbringer elektronisk udstyr, når vi rejser ud i verden. Inden kamera, computer og hårtørrer puttes i kufferten, er det dog en god idé at tjekke strømforholdene på destinationen.  

I Danmark bruger vi 230 volt og to-benede stik med runde ben, men både spænding og typer af stik og kontakter kan variere i andre lande.

Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en rejseadapter for at undgå overophedning på grund af et andet spændingsniveau. Samtidig sikrer du også, at dit opladerkabel passer i strømstikket i det land, du besøger.

Europa

I de fleste lande i Europa bruger man 230 volt - men ikke altid samme type stik, som vi gør i Danmark. 

I Storbritannien, Irland og Malta har stikket tre rektangulære ben, og her vil det derfor kræve en adapter, når du skal oplade dit elektroniske udstyr.

Rundt om i Europa kan du også støde på stikkontakter, hvor du ikke kan bruge runde stik, da der her findes stikkontakter med det, man kalder pind-jord. Du kan også støde på enkelte ældre stikkontakter i for eksempel Grækenland, som ikke passer til vores stik. 

USA

I USA er spændingen derimod 120 volt, og stikkene er lange og flade. Rejser du til USA, er det derfor en god idé at medbringe en adapter, der passer til de amerikanske stikkontakter og kan regulere spændingen, så den passer til dit elektriske udstyr.

Husk at tjekke, om kablet til dit elektroniske udstyr passer til adapteren.

Asien

l Asien er spændingen identisk med den danske i langt de fleste lande. I for eksempel Thailand benyttes dog flade stik med tynde ben. Man kan imidlertid oftest bruge både stik med flade og runde ben i stikkontakterne, så man behøver derfor ikke en adapter.

Det gør man derimod i Vietnam, hvor spændingen går fra 110-230 volt, ligesom stik og kontakter varierer rundt omkring i landet. Det er derfor en god idé at medbringe en universel adapter, der kan tage flere former for stik.

Australien

I Australien er spændingen  220-240 volt, men deres stik er trebenede med flade og skæve ben. Her er det derfor nødvendigt med en adapter.

Sydafrika

I Sydafrika er spændingen 230 volt, men også her er stik og kontakter anderledes, så det er nødvendigt med en adapter.

Vil du undgå problemer med stik og stikkontakter, når du rejser, kan det være en idé at medbringe en mobil solcelleoplader, der kan oplade din telefon og tablet.