Navigation Søgning

Fibernet til Hasmark Strand

23. august 2019

1.450 husstande i og omkring Hasmark Strand kan se frem til, at Energi Fyn i første halvår af 2020 udruller fibernet i området.

Igennem de seneste måneder har vi undersøgt interessen for fibernet blandt 1.450 husstande i og omkring Hasmark Strand. Tilslutningen har været så stor, at vi har besluttet at udrulle fibernet i området i 2020. 

- Den store interesse for fibernet i området betyder, at økonomien i projektet hænger sammen for os, og vi derfor kan starte på at udrulle fibernet i første halvår af 2020. Det betyder, at 1.450 husstande fra sensommeren 2020 vil få mulighed for at få stabilt og hurtigt internet via fibernet fra Energi Fyn, fortæller Carsten Nedergaard Hansen, bredbåndsdirektør hos Energi Fyn.

Hos beboere og sommerhusejere i området vækker det stor glæde, at antallet af tilmeldinger til projektet er så stort, at Energi Fyn har valgt at udrulle fibernet.

- Vi er meget glade for, at antallet af tilmeldinger er så stort, at Energi Fyn udruller fibernet i området. Det betyder meget for mange i området. Hurtigt og stabilt internet er vigtigt både for dem, der bor her og måske arbejder herfra, og for dem, der udlejer deres sommerhus, udtaler Leo Jensen, der er formand for Grunderejerforeningen Strandparken og Thorsvej. 

Den bedste investering, en sommerhusejer kan foretage sig

Ejendomsmæglere landet over oplever i flere og flere tilfælde, at spørgsmålet om en god internetforbindelse via fibernet bliver afgørende for, om en hushandel gennemføres. En fiberforbindelse kan reelt bane vej for en sommerhushandel, mens dårlige internetforhold kan få købere til at søge andre steder hen.
 
- Hvis en mulig køber af et sommerhus ser et grimt køkken eller bad, er det muligt at få det udskiftet – og så kan der være en prisforhandling i den anledning. Anderledes forholder det sig med fibernet. En køber kan ikke selv få indlagt fibernet i et sommerhus, og derfor kan en manglende fiberforbindelse være en stopklods for en handel. Vi oplever, at folk går fra en handel, fordi en dårlig internetforbindelse for eksempel gør det umuligt at løse arbejdsopgaver fra sommerhuset, siger Karl Peter Lyhr, der er indehaver af EDC i Bogense.
 
Karl Peter Lyhr har været i markedet i 15 år og oplever, at spørgsmål om fibernet og en god internetforbindelse bliver stadig mere betydningsfuldt for sommerhuskøbere, ligesom fibernet har en positiv indvirkning på huspriser og på muligheden for at udleje sommerhuse.

- De, som investerer i fiber for at bruge det til hverdag, får glæde af det i dagligdagen. De øvrige, som investerer i fiber uden at have det store behov her og nu, får i dén grad glæde af investeringen senere, når de skal sælge deres sommerhus, fastslår ejendomsmægleren.

Fibernet i stort set alle kroge på Nordfyn

De sidste år har gravemaskiner og fibermontører huseret på Nordfyn. Det betyder, at Energi Fyn nu kan levere lynhurtigt internet til godt 12.000 husstande i hele Nordfyns Kommune. 

- Det svarer til, at omkring 73 procent af alle husstande i kommunen har adgang til lynhurtigt fibernet takket være lokale ildsjæles arbejde med at skaffe forhåndstilmeldinger og vores investeringer i området, siger Carsten Nedergaard Hansen, der vurderer, at udrulningen af fibernet i Hasmark Strand betyder, at der kun er cirka 700 nordfynske husstande tilbage med langsomme kobberforbindelser.