Navigation Søgning

Energi Fyn støtter fynske klubber og foreninger med 1,1 million kroner

4. marts 2019

For niende gang modtager det fynske klub- og foreningsliv en økonomisk håndsrækning fra Energi Fyns sponsorordning FynskSupport. I år udbetaler Energi Fyn samlet 1,1 million kroner til de klubber og foreninger, der er med i ordningen.

Hvert år udbetaler Energi Fyns sponsorordning FynskSupport et klækkeligt beløb til de fynske klubber og foreninger, som er med i ordningen. I år lyder beløbet på 1,1 million kroner, som fordeles mellem de mere end 500 klubber og foreninger, som er med i ordningen. 
 
- Som fynboernes foretrukne energiselskab er det vigtigt for os at støtte op om mangfoldigheden i det fynske foreningsliv. Med FynskSupport støtter vi klub- og foreningslivet bredt på Fyn og på tværs af aktiviteter, fortæller Finn Andersen, kommerciel direktør hos Energi Fyn.  

Penge der skaber glæde

Pengene er en økonomisk håndsrækning til klubberne og foreningerne, og de må bruges på lige netop de ting og aktiviteter, som klubben eller foreningen har brug for. 
 
- Vi har et tæt samarbejde med de mange klubber, som er med i FynskSupport, og det gør os naturligvis glade, når vi hører, at pengene fra FynskSupport bidrager positivt ude i klubberne, siger Finn Andersen. 
 
Som eksempel fortæller han, at Tommerup Forsamlingshus i år har fået 13.984 kr. fra FynskSupport. Pengene skal bruges til nye hårde hvidevarer i forsamlingshusets køkken. Og Næsby Boldklub har fået 27.007 kr., som skal bidrage til ny belægning på deres kunstgræsbane. 
 
- Vi kan konstatere, at FynskSupport skaber stor glæde ude i de lokale klubber og foreninger. Som andelsselskab betyder det meget for os, at vi kan give noget igen til vores andelshavere, understreger Finn Andersen. 

Alle kan være med

Alle kan være med til at støtte det fynske foreningsliv, og det vel at mærke uden at det koster ekstra. Hvis man køber el eller gas gennem FynskSupport, så bliver man sponsor for en fynsk klub eller forening efter eget valg. Man betaler kun for den el eller gas, man bruger. Energi Fyn giver 2 øre pr. kWh el og 6 øre pr. m3 gas til den klub, som man ønsker at støtte. 
 
- En typisk husstand bruger omkring 4.000 kWh el om året, så hver aftale giver klubben cirka 80 kroner ekstra hvert år, så det kan blive til et ret anseeligt beløb, siger Finn Andersen. 
 
Man behøver ikke selv at være medlem af en klub eller forening for at være med i FynskSupport. Både familie, venner og lokale virksomheder kan tilmelde sig, og dermed støtte lokalsamfundet og foreningslivet på Fyn.  
 
- Vi har en fornemmelse af, at fynboerne rigtig gerne vil støtte og handle lokalt, og det giver vi dem muligheden for med FynskSupport, uden at det koster ekstra, fortæller Finn Andersen.  

En populær ordning

Der er stor forskel på, hvor meget de mere end 500 klubber og foreninger får udbetalt. De mest aktive klubber kan glæde sig over en check på mere end 30.000 kr., mens andre klubber kun lige er startet op. 
 
- Klubberne gør en stor indsats for at udbrede FynskSupport blandt deres medlemmer, naboer, virksomheder og andre, der kunne tænkes at støtte op om klubbens aktiviteter via deres el- og gasforbrug, slutter Finn Andersen. 
 

 Læs mere om FynskSupport