Navigation Søgning

Energi Fyn overtager 5.000 gaskunder

30. august 2018

Energi Fyn har underskrevet en aftale om køb af Engros Gas A/S. Aftalen betyder, at Energi Fyn overtager 5.000 gaskunder, som hidtil har fået leveret naturgas fra Gulstrøm og Natur-Energi.

I foråret overtog Energi Fyn 60.000 gaskunder ved købet af Nature Energy, og fra den 31. august 2018 vil yderligere 5.000 gaskunder hos Gulstrøm og Natur-Energi overgå til Energi Fyn.  
 
- Vi har i en årrække set gassalg som et forretningsområde, der ligger i naturlig forlængelse af vores eksisterende forretning, så det er med stor tilfredshed, at vi nu overtager yderligere 5.000 gaskunder. Kunderne passer godt ind i vores eksisterende kundeportefølje, så da muligheden opstod, var vi naturligvis interesseret, siger Finn Andersen, kommerciel direktør hos Energi Fyn.  

Vækst gennem konsolidering

Det er ingen hemmelighed, at Energi Fyn har et mål om at skabe vækst gennem konsolidering samt udvikling af nye og eksisterende forretningsområder. 
 
- Vi arbejder hele tiden på at udvikle vores forretning og have en konkurrencedygtig produktportefølje. Med overtagelsen af Nature Energys og nu Engros Gas' kunder styrker vi vores position på markedet, siger Finn Andersen.   

Kunderne vil ikke opleve ændringer

Aftalen mellem Energi Fyn og Engros Gas A/S træder i kraft den 31. august 2018. Der er indgået en administrationsaftale, som betyder, at de 5.000 kundeforhold fortsat administreres af Engros Gas A/S. 
 
Kundernes nuværende betingelser vil også fortsat være gældende, så kunderne vil ikke mærke nogen forskel, siger Finn Andersen.