Navigation Søgning

Farvel og tak til en meget lang vinter

6. april 2018

Foråret banker på, og vi kan endelig sige farvel og tak til en meget lang vinter. Måske er det tid til at forbedre din bolig, så du kan gå næste vinter i møde uden gener på grund af kulde og træk?

Skal du have efterisoleret din bolig, udskiftet de utætte vinduer eller skrottet oliefyret til fordel for en varmpumpe, så er det nu, du skal i gang med planlægningen, hvis du skal nå i mål med renoveringen inden næste vinter. 

Tilskud til energirenovering

Hos Energi Fyn kan du søge om tilskud til energirenovering i din bolig. Eneste krav er, at renoveringen nedsætter energiforbruget. Det er vigtigt, at du husker at søge om tilskud, inden arbejdet går i gang. Du må gerne indhente tilbud, men ikke indgå en aftale. Udskifter du for eksempel dit gamle oliefyr med en varmepumpe, kan du få godt 7.000 kroner i tilskud fra Energi Fyn. 

Vi giver typisk tilskud til efterisolering, installation af jord- eller solvarme, nye vinduer og til anden renovering, der sænker energiforbruget.

Læs mere om vores energitilskud

Husk også håndværkerfradraget der giver mulighed for et fradrag på 12.000 kr. pr. person pr. år for arbejdsløn til håndværksydelser, der er energiforbedrende.

Finansier din energirenovering

Prioriterer du de energibesparende løsninger, betyder det ikke alene, at du sparer penge på varmeregningen, din boligs værdi vil sandsynligvis også blive øget.

På sigt behøver det ikke koste mere at renovere energivenligt, da det minimerer udgifterne til energi. Men mangler du finansiering til at gennemføre din energiforbedring, så har Merkur Andelskasse og Energi Fyn et samarbejde, der betyder, at man som privat elkunde hos Energi Fyn har mulighed for at optage lån hos Merkur Andelskasse til at finansiere udgifter i forbindelse med energiforbedringer. Det kan for eksempel være køb af en varmepumpe eller nye vinduer.

Lånet finansieres af Merkur Andelskasse og afdrages via ens elregning, der ikke nødvendigvis bliver større end den plejer at være, selvom man samtidig betaler af på sit lån. Energibesparelsen i sig selv vil ofte kunne betale for lånet.

Brug en energirådgiver

Skal du renovere din bolig, er det en god idé at allierer sig med en energirådgiver, der kan hjælpe med at lægge en plan, så du får et godt og konkret overblik over muligheder, energibesparelser og omkostninger.

Du kan eksempelvis hente hjælp i koncepterne BetterHome og BedreBolig, der gør det lettere for dig at få overblik over, hvad en energirenovering af din bolig kan omfatte.

BetterHome

På BetterHomes hjemmeside www.BetterHome.today kan du indtaste informationer om din bolig og få et bud på, om energirenovering er aktuelt for dig. BetterHome tilbyder tre inspirationspakker, der giver bud på, hvad man kan gøre afhængigt af behov og hvor meget, man vil investere. 

BedreBolig

Gennem konceptet BedreBolig kan du få udarbejdet en BedreBolig-plan, som giver dig overblik over din bolig og dit forbrug. Planen anbefaler energiforbedringer i prioriteret rækkefølge, giver dig en oversigt over potentielle energibesparelser og påkrævede investeringer samt et samlet budget. Du kan læse mere på www.bedrebolig.dk.