En farvelade af lys
Det nye gadelysanlæg, som består af 17 såkaldte Københavnerarmaturer, er udstyret med et RGBW oplys, der sørger for, at gadelysanlægget kan programmeres til at lyse forskellige farver.
Projektet er særligt for os, da det er første gang på Fyn, at vi har opsat disse armaturer.
Baggrunden for projektet er, at Assens Kommune har vedtaget en planstrategi, som udnævner Glamsbjerg til et campusområde. Dagligt er der cirka 3.000 studerende, som kommer til undervisning på byens uddannelsesinstitutioner. Det specielle gadelysanlæg er således opsat med henblik på at skabe ekstra fokus på området.
Der er mange måder at skabe opmærksomhed omkring Campus Glamsbjerg på. Foreningen Glamsbjerg har valgt en lidt utraditionel måde - nemlig gennem farvede gadelamper på en række armaturer på henholdsvis Kaj Nielsens Vej og Langbygårdsvej, hvor en række af vores uddannelsesinstitutioner findes.
Gadelysanlægget er projekteret for Assens Kommune, men det er Foreningen Glamsbjerg, der har finansieret farverne i lamperne.
En farve til hver begivenhed
Udover at lyset skal skabe en stemningsfuld og tryg atmosfære i området, er tankerne bag projektet også, at de unge mennesker, som færdes der, skal få et helt særligt forhold til campus. På den måde skal belysningen være med til at gøre området til noget unikt.
I begyndelsen var flere borgere usikre på, om det nye anlæg var sikkert og funktionelt. Men efter alle har set, at der ikke er gået på kompromis med hverken sikkerhed eller funktionalitet, er alle blevet meget begejstrede for de nye gadelygter.
Og det nye anlæg er da også noget for sig: I bogstaveligste forstand har det en farve til hver anledning.
For eksempel strålede der gult lys over campusområdet i forbindelse med påske - og rødt og blåt lys skal bidrage til en ekstra stemningsfuld periode, når studenterne fra de to gymnasier får deres huer, som traditionen tro har et rødt eller blåt bånd.