Energibesparelse Skøn Natur Have 2020

Jorden varmer Gl. Brydegaard op

På Sydvestfyn ligger det hyggelige hotel og konferencested Gl. Brydegaard. Her har man til stor glæde for både ejer, gæster og klimaet skiftet oliefyret ud med jordvarme.

Man kan næsten ikke lade være med at nynne H.C. Andersens melodi "Hist hvor vejen slår en bugt", når man kører ned ad Helnæsvej på vej mod Gl. Brydegaard. Her midt imellem skov og strand har Connie og Hans Jensen gennem de seneste 14 år skabt et unikt og uhøjtideligt hotel og konferencested.

Allerede dengang ægteparret overtog Gl. Brydegaard, overvejede de at etablere en anden opvarmningsform end olie.

- Vi undersøgte både muligheden for at etablere en luft til vand-varmepumpe og jordvarme. Vi søgte og fik sågar tilladelse til at etablere jordvarme. Men dengang krævede etableringen af et jordvarmeanlæg, at vi fik opsat flere radiatorer, og det ønskede jeg ikke, fortæller Connie Østergaard, hvilket hun fortryder i dag.

I dag kan jeg godt ærgre mig over, at vi ikke fik etableret jordvarme dengang. Tænk alle de penge vi kunne have sparet og så havde vi også været "first movere" i forhold til klimaet.

Connie Østergaard, indehaver af Gl. Brydegaard

Rådgivning overbeviste Connie

For et års tid siden var Connie klar til igen at kigge nærmere på opvarmningen af Gl. Brydegaard og Gert Mortensen fra Energi Fyn kom på besøg til en snak om de forskellige varmepumpeløsninger.

- Gert gennemgik vores nuværende forbrug og lavede beregninger på, hvordan vores forbrug ville se ud, hvis vi skiftede oliefyret ud med jordvarme. Beregningerne viste, at der var store besparelser at hente, fortæller Connie.

Connie er ikke den eneste, der oplever, at det er lidt af en jungle at finde rundt i, når det kommer til varmepumpeanlæg. Derfor tilbyder Energi Fyn uvildig rådgivning, hvor Energi Fyns varmepumpeekspert undersøger, hvilken løsning der passer bedst til den konkrete bygningstype.

- Hos Energi Fyn ser vi det som en naturlig del af vores forretningsgrundlag at tage aktivt del i at løse de energi- og klimaudfordringer, som vi står over for. Det gør vi blandt ved at tilbyde rådgivning i forhold til valg af varmepumpeanlæg. En varmepumpe bruger udelukkende el, men afgiver tre til fire gange så meget varme i forhold til dens elforbrug. Derfor er en varmepumpe ikke bare en god forretning men også et mere klimavenligt alternativ til opvarmning med olie og naturgas, fortæller Gert Mortensen, der er Energi Fyns varmepumpeekspert.

Det kræver stor ekspertise at installere et varmepumpeanlæg og Energi Fyn anbefaler derfor, at man altid rådfører sig med en ekspert indenfor området. Derudover er det vigtigt, at man vælger en installatør, der har de nødvendige kompetencer. Efter Gerts rådgivning indhentede Connie tre tilbud på etablering af jordvarme og valget faldt på VVS Gruppen Fyn, hvilket Connie bestemt ikke har fortrudt.

Jeg har fået fantastisk rådgivning både af Energi Fyn og VVS Gruppen Fyn. Det hele er gået nemt og smertefrit.

Connie Østergaard, indehaver af Gl. Brydegaard

2,5 km slanger

I forbindelse med etableringen af jordvarmeanlægget på Gl. Brydegaard er der gravet 2,5 km slanger ned i jorden bag gården. Via slangerne overføres den varme, som solen lagrer i jorden, til varmepumpen inde i huset. Anlægget udnytter varmen fra jorden til både opvarmning og varmt vand.

- Slangerne er gravet en meter ned i jorden. Her er jorden altid omkring 7 grader, så selv midt i den koldeste vinter kommer man ikke til at mangle varme, forklarer Morten Larsen fra VVS Gruppen Fyn.

Et jordvarmeanlæg er den mest effektive type varmepumpe, men det kræver et forholdsvis stort areal uden fliser og store træer.

- En gennemsnitlig bolig skal regne med omkring 300-500 kvadratmeter jord til jordslangerne, fortæller Morten Larsen.

Nu skal jorden også varme i privaten

Det er ikke kun Gl. Brydegaard, som i fremtiden skal varmes op af jorden. Connie og Hans er så begejstrede for jordvarmeanlægget, at de også har planer om skifte oliefyret i deres private bolig ud med et jordvarmeanlæg.

Jordvarmeanlægget her på Gl. Brydegaard fungerer helt optimalt. Vi har fået en langt bedre løsning, der kan varme huset ordentligt op og fordele varmen meget bedre. Tidligere kunne vi også godt få klager fra gæsterne i værelset ved siden af oliefyret, fordi det larmede. Det er det også slut med nu. Vi er faktisk så begejstrede, at vi er i gang med at kigge på mulighederne for at etablere jordvarme i vores private bolig.

Connie Østergaard, indehaver af Gl. Brydegaard

Store besparelser

Der er 31 værelser, restaurant og konferencefaciliteter på Gl. Brydegaard. Indtil oktober 2019 blev det 1.100 kvadratmeter store sted opvarmet ved hjælp af et oliefyr. I dag er der etableret jordvarme. Vores beregninger viser, at Gl. Brydegaard årligt vil bruge omkring 47.000 kWh strøm og spare omkring 79.000 kroner, efter at de har fået etableret jordvarme.